Med ovenstående meget elegante undersættelse vil jeg i dette blogindlæg fokusere på Arcade Fire. Siden debutalbummet, Funeral, har der stort set været konstant hype om den canadiske indiegruppe, men deres musik har aldrig rigtig fanget mig. Den skrabede, minimalistiske og supermelankolske stil var søvndyssende – og mindede desuden alt for meget om bl.a. landsmændene fra Broken Social Scene. Med andre ord: Der var alt for lidt ild i arkaden.
De melankolske canadiere har netop udgivet deres tredje album, og jeg må indrømme, at jeg er dybt imponeret. På The Suburbs beholder Arcade Fire det drømmende og elegante præg, der har givet dem succes, men de går væk fra det helt minimalistiske og uharmoniske. I stedet udnyttes vokalerne i højere grad, og fx på titelnummeret tilsættes fængende klaver.
Generelt udviser Arcade Fire stor diversitet på The Suburbs. Albummet strækker sig fra beskidte guitarer i mild Raveonettes-stil på ”Month of May” til radiovenlige ”The Suburbs” og helt over til den næsten japansk inspirerede, drømmende og (på den rigtige måde) melankolske ”Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)”. Fælles for sangene er den der dejlige, knugende følelse af uforløst energi i maven – en følelse, ikke meget musik giver én.
Kritikere vil sige, at Arcade Fires musik er blevet for lettilgængelig i forhold til Neon Bible og Funeral, men mit råd må være ikke at lytte til arrogancen. Fantastiske melodier tilsat gennemtænkte tekster og det nærmest sørgmodige touch, som kendetegner musik fra de mere nordlige kanter – dér har du opskriften på en rigtig, rigtig god indie-plade!
"Mmmm whatcha say,
Opslag
